Close

Seneste Nyt fra Huset Askman

Fotografbesøg i Huset Askman
Top- og bund-foto af Lars K. Engelgaar


Kære alle,

Tusinde tak for et dejligt møde i musikhuset før sommeren satte ind. Vi har haft en travl og spændende periode i Huset Askman med mange positive udviklinger, mange ting at tage stilling til i projektgruppen og opstart af nye fondsmæssige samarbejder.
Her får I en opdatering på alt det nye, der er sket:

Fotografbesøg i Huset Askman

Torsdag den 29/8 havde vi fornøjelsen af at have besøg af fotograf Lars K. Engelgaar. Lars var hos os for at fotografere Huset Askman samt nogle af de mennesker, der fylder det med liv. Billederne skal bruges af Underværker i deres kampagner for at fremme nye og innovative projekter. Vi er utrolig glade for de smukke billeder, Lars har taget, og vi takker ham for en rigtig berigende dag i hans selskab. Billederne vi har med her er både fra Lars selv, men også taget af os frivillige på dagen. Projektgruppen kombinerede fotodagen med en arbejdsdag og endnu engang var vi fyldt op af taknemmelighed og bekræftelse af at det her projekt vil samle byen og fællesskabet endnu mere.

Nyt samarbejde med LOA

Vi er glade for at kunne annoncere, at vi er blevet optaget som udviklingsprojekt hos Lokale og Anlægsfonden (LOA). Egentlig søgte vi puljen under 2 mio, men efter gennemgang hos dem var de ikke i tvivl om at de synes at vi skulle søge deres store pulje og det er vi mildest talt jublende glade for. Dette betyder, at vi nu kan ansøge om en pulje på over 2 millioner kroner og op til 25% af hele projektets værdi, hvilket kan bidrage væsentligt til at finansiere resten af vores projekt. Denne mulighed er en kæmpe milepæl for os, da den kan bringe os tættere på realiseringen af vores vision for Huset Askman.

Positiv udvikling med kommunen

Samtidig er vi i tæt dialog med kommunen, og vi forventer at få deres tilbagemelding snarest. Oprindeligt gik kommunens støtte kun til første sal, men nu ser det ud til, at vi kan få støtte til hele huset, som forhåbentlig også bliver et større støttebeløb. Dette vil også være et stort skridt fremad for projektet, og vi krydser fingre for en positiv tilbagemelding snarest.

Arkitekternes arbejde skrider fremad

Møgelhøj arkitekter arbejder også på at få de sidste detaljer på plads i tegningerne, så vi kan præsentere et myndighedsprojekt. Vi mangler nu kun de sidste streger og godkendelser fra byggegruppen, før vi kan tage det næste skridt i processen.

Næste fase er endnu et møde med alle i Bjergsted og omegn og det bliver i Musikhuset den 26/9-2024, nærmere info følger, men her vil hører mere om næste fase. Vi er utrolig spændte på alt det, der sker, og vi ser frem til at dele flere opdateringer med jer i den kommende tid.
Tak for jeres fortsatte støtte og engagement i Huset Askman!

Bedste hilsener,

Bestyrelsen Huset Askman og

Bjergsted Beboerforening


Foto: Lars K. Engelgaar og Nana Winther.



  • Huset Askman

    Har du idéer, tøv ikke; skriv til ideer@huset-askman.dk

  • Kontakt

    Bjergsted Beboerforening
    Krogen 20, Bjergsted
    Telefon: 61 30 88 60
    bestyrelsen@bjergsted.dk
    Facebook

  • Bliv medlem

    Et medlemskab af Bjergsted Beboerforening koster 200 kr. for hver voksen i huset.

    Mobilepay: 46987
    eller Reg. 0518
    Kontonr.: 0000249525


  • Udgivet af Bjergsted Beboerforening © 2019 - 2024