Close

Hvordan vil vi bruge Huset Askman?

Fællesmøde søndag d. 4. Maj kl. 14:00 i Musikhuset

Kære Bjergsted borgere


NB: Meld gerne tilbage om du kommer.
Skriv enten på Facebookopslaget eller send en mail til drift@huset-askman.dk


Drømmene og visionerne om Huset Askman skal nu føres ud i virkeligheden og huset skal fyldes med aktiviteter og samvær. Byggegruppen og håndværkerne begynder at etablere de fysiske rammer om få uger og derfor inviterer vi nu til et åbent fællesmøde om, hvordan vi konkret vil bruge huset, når det står færdigt engang til efteråret.

Alle interesserede, store som små, er derfor velkomne søndag d. 4. Maj kl. 14:00 i Musikhuset. Der vil først være en overordnet præsentation om Huset Askman, hvorefter vi tager hul på snakkene, om hvad vi hver især og i fællesskab kunne tænke os at bruge huset til.

Ideen er at disse snakke skal fortsætte frem mod huset står færdigt, og at vi så vidt muligt begynder at etablere og konkretisere de større og mindre fællesskaber, som skal flytte ind i Huset. Derfor er dette møde også bare det første i en række åbne fællesmøder. Det siger vi mere om når vi mødes, men I kan allerede nu sætte krydser i kalenderen den første onsdag i hver måned.

På gensyn d. 4. maj
Venlig hilsen Driftsgruppen

PS: Fortvivl ikke, hvis du er forhindret d. 4. maj. Driftsgruppen laver noget skriftligt materiale som bliver tilgængeligt på hjemmesiden. Og dine ideer og drømme for, hvordan du ønsker at bruge huset, kan du selvfølgelig altid præsentere på et senere fællesmøde.


Fondsøgning til Huset Askman

Inden den første tagsten er lagt og det første søm slået i, ligger der mange, mange timers diskussioner, planlægning og ikke mindst fondssøgningsarbejde bag.

Der er flere fonde, der har valgt at støtte vores arbejde, ligesom LAG Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune har valgt at investere i udviklingen af vores lokalområde.

Derudover hjælper Kalundborg Kommune med at mellemfinansiere betaling af regninger, fordi vi i nogle tilfælde ikke kan få udbetalt penge fra fondene, før huset er færdigt.

Vi er selvsagt meget taknemlige for den økonomiske opbakning vi får fra alle sider – uden dem var der intet hus. Men det var heller ikke blevet til noget, hvis det ikke var for et stærkt og bærende fællesskab i Bjergsted.


Udgivet af Bjergsted Beboerforening © 2019 - 2026