2024 lakker mod enden, og vi vil gerne i projektgruppen dele en opdatering om de store fremskridt, der er sket for Huset Askman siden sidst vi skrev ud. Det har været en spændende tid fyldt med både udfordringer og fantastiske nyheder, og vi står nu foran et afgørende kapitel for vores fælles projekt i Bjergsted.
Vi har fået byggetilladelse!
En vigtig milepæl er nået – Kalundborg Kommune har givet os byggetilladelse! Det betyder, at vi nu kan tage de næste skridt hen imod realiseringen af vores fælles projekt, fordi det formelle er på plads.
Afgørende fondsbevillinger
Vi har også fået en utrolig opbakning fra fonde siden sidst.
1,4 millioner kroner fra Bent O. Jørgensen Fonden.
3,3 millioner kroner fra LOA (Lokale Og Anlægsfonden)
Med disse midler er vi nu meget tættere på at kunne igangsætte byggeriet. Vi har modtaget et afslag fra Nykredit Fonden, men det har ikke dæmpet vores kampgejst. For med de modtagne beløb kan vi nu sætte gang i renoveringsprocessen og bruge de penge vi har modtaget.
Arkitekterne arbejder på højtryk
I skrivende stund er arkitekterne i gang med at lave materialeliste ud fra de tegninger som nu er blevet til et myndighedsprojekt. Dette modtager vi i starten af det nye år. og vi glæder os til endnu et flueben bliver sat.
Næste skridt: Udbud og håndværkere
I januar skal projektet i udbud. Vi skal i gang med udbudsrunder for at finde de rette håndværkere og entreprenører til projektet. Det er en spændende proces, og vi glæder os til at håndværkerne kan at rense huset for asbest og PCB, og kunne tage det første spadestik.
Nytårskur den 18/1-2025
Vi har i projektgruppen besluttet at gentage succesen fra sidste år. Denne gang mødes vi uden foran Huset Askman kl. 14.00-16.00. Her vil muligvis være presse til stede. Dette er led i at fortælle resten af verden at vores projekt nu er en realitet.
Tak for jeres opbakning
Det er fælles engagement og støtte, der driver dette projekt fremad. Om det er via økonomiske bidrag til drift, deltagelse i arbejdsgrupperne, eller blot opmuntrende ord, så betyder det alverden for os. Husk, du stadig kan støtte Huset Askman ved at indbetale et fast månedligt beløb til driften:
Sparekassen Sjælland-Fyn
Reg. nr.: 9880 – Konto nr.: 232914
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Vi ser frem til 2025 som året, hvor vi rykker ind i vores fælleshus.
Glædelig jul til jer alle fra os i projektgruppen.
Print nyhedsbrevet:
Gold Festive Merry Christmas Stationery Page Border A4 Document