Bjergtaget bliver et fællesskabshus i landsbyen Bjergsted. Vi har en stærk tradition for lokalt engagement og et fællesskab, der rækker langt ud over byskiltet.

En lokal kunstner har åbnet sin ejendom for aktiviteter og sikret et fremtidigt foreningsejerskab af bygningen. Det skaber rammerne for en gammel drøm og vision i byen:
• Rum til at mødes om mad, musik, kunst, og landsbyværksteder.
• Kontorfællesskab der skaber synergi mellem ildsjæle, selvstændige og pendlere.
• Ramme for natur og friluftsaktiviteter i Bjergsted Bakker for lokale og turister.
Du kan se den endelige projektbeskrivelse på hjemmesiden Realdanias Underværker.

Har du spørgsmål til projektet, så tag fat i os.
Bedste hilsner
arbejdsgruppen v/ Anette H, Rune S, Morten C og Mogens J
Inden den første tagsten er lagt og det første søm slået i, ligger der mange, mange timers diskussioner, planlægning og ikke mindst fondssøgningsarbejde bag.
Der er flere fonde, der har valgt at støtte vores arbejde, ligesom LAG Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune har valgt at investere i udviklingen af vores lokalområde.
Derudover hjælper Kalundborg Kommune med at mellemfinansiere betaling af regninger, fordi vi i nogle tilfælde ikke kan få udbetalt penge fra fondene, før huset er færdigt.
Vi er selvsagt meget taknemlige for den økonomiske opbakning vi får fra alle sider – uden dem var der intet hus. Men det var heller ikke blevet til noget, hvis det ikke var for et stærkt og bærende fællesskab i Bjergsted.