Det er et årtier gammelt ønske, at få et fælles samlingssted, der bliver til virkelighed. For dette kan vi alene takke den nu afdøde maler, billedhugger, grafiker og digter Lars Askman, der testamenterede sit hus med indhold til landsbyfællesskabet.
Lars fortæller hvorfor det skal være her.
Siden 2018 har vi arbejdet på en juridisk konstruktion i beboerforeningen, der kan varetage projektet Huset Askman: Som håndterer testamente, arv, økonomi og drift; søger fonde og styrer planlægning, projektering og byggeri m.m.
Med arv følger også forpligtelser. Bl.a. havde Lars’ børn en lovsikret ret til 25% af arven, og advokaten der tog sig af boet, skulle også have betaling for sit arbejde. Vi skal derfor ud og finde 200.000 kr. til at dække disse udgifter. I første omgang har gode lokale folk lagt pengene ud for projektet, så støtteindsamlingen til vores kommende fælleshus, skal skaffe de 200.000 kr., og gerne mere, så overtagelsen og driften af Huset Askman kan sikres.
Inden den første tagsten er lagt og det første søm slået i, ligger der mange, mange timers diskussioner, planlægning og ikke mindst fondssøgningsarbejde bag.
Der er flere fonde, der har valgt at støtte vores arbejde, ligesom LAG Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune har valgt at investere i udviklingen af vores lokalområde.
Derudover hjælper Kalundborg Kommune med at mellemfinansiere betaling af regninger, fordi vi i nogle tilfælde ikke kan få udbetalt penge fra fondene, før huset er færdigt.
Vi er selvsagt meget taknemlige for den økonomiske opbakning vi får fra alle sider – uden dem var der intet hus. Men det var heller ikke blevet til noget, hvis det ikke var for et stærkt og bærende fællesskab i Bjergsted.