SuperBrugsen i Jyderup har ønsket at donere nogle penge til støtte for det lokale foreningsliv og opfordrede gennem et Facebook opslag for et par måneder siden, folk til at indstille “kandidater” til en sådan “pris”.
Bjergsted Beboerforening blev indstillet af Mogens Jensen og blev herefter blandt mange andre indstillede forslag udvalgt, som en af 3 kandidater til at modtage en pris – kr. 10.000 – eller kr. 5.000 eller kr. 3.000.
Fredag den 13. september blev der stillet 3 kasser op i butikken, hvor folk der købte ind den dag, kunne lægge deres bon, efter hvem de ville stemme på. Det var det samlede beløbs størrelse og ikke antallet af boner, der var afgørende for tildeling af beløbene.
Bjergsted Beboerforening blev stemt ind på en 2. plads.
SuperBrugsen i Jyderup har derfor doneret kr. 5.000 til Bjergsted Beboerforening.
Vi er taknemmelig for denne gave og siger tusind tak for denne støtte.
Beløbet vil blive brugt til indkøb af et nyt telt.
Inden den første tagsten er lagt og det første søm slået i, ligger der mange, mange timers diskussioner, planlægning og ikke mindst fondssøgningsarbejde bag.
Der er flere fonde, der har valgt at støtte vores arbejde, ligesom LAG Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune har valgt at investere i udviklingen af vores lokalområde.
Derudover hjælper Kalundborg Kommune med at mellemfinansiere betaling af regninger, fordi vi i nogle tilfælde ikke kan få udbetalt penge fra fondene, før huset er færdigt.
Vi er selvsagt meget taknemlige for den økonomiske opbakning vi får fra alle sider – uden dem var der intet hus. Men det var heller ikke blevet til noget, hvis det ikke var for et stærkt og bærende fællesskab i Bjergsted.