Kære Bjergsted.
Den 19. marts 2026 er det 40 år siden, at Bjergsted Beboerforening & Lokalråd så dagens lys.
Det skete ved en stiftende generalforsamling, d. 19. marts 1986 i Bjergsted Forsamlingshus.
Vi kunne desværre ikke nå at fejre beboerforeningens jubilæum i vores nye fælleshus på selve dagen, men til indvielsesfesten, giver vi den fuld gas.
Hen over jubelåret, vil vi lægge små anekdoter og billeder op på hjemmesiden, så alle vi, der ikke var med fra 1986, kan få et indtryk af, hvad vi står på i dag.
Beboerforeningen ønsker alle sine medlemmer tillykke med dagen.
Opråb fra februar 1986 med forslag om at starte en beboerforening.
Inden den første tagsten er lagt og det første søm slået i, ligger der mange, mange timers diskussioner, planlægning og ikke mindst fondssøgningsarbejde bag.
Der er flere fonde, der har valgt at støtte vores arbejde, ligesom LAG Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune har valgt at investere i udviklingen af vores lokalområde.
Derudover hjælper Kalundborg Kommune med at mellemfinansiere betaling af regninger, fordi vi i nogle tilfælde ikke kan få udbetalt penge fra fondene, før huset er færdigt.
Vi er selvsagt meget taknemlige for den økonomiske opbakning vi får fra alle sider – uden dem var der intet hus. Men det var heller ikke blevet til noget, hvis det ikke var for et stærkt og bærende fællesskab i Bjergsted.