Søndag d. 22. var der fællesmøde i Bjergsted. Mogens og Charlotte fra byggegruppen gav en opdatering på fremskridtet med byggeriet af fælleshuset, og derefter tog vi hul på at snakke om værdier for brugen af huset – et arbejde som skal danne fundament for en husorden.
Cafégruppen havde lavet et oplæg til en husorden, og med den som afsæt drøftede fællesmødet de værdier og leveregler, som vi ønsker for brugen af fælleshuset.
Vi inddelte det i tre niveauer og blev enige om at fællesmødet i første omgang skal koncentrere sig om niveau 1 og 2. Arbejdsgrupperne som står for de konkrete aktiviteter i niveau 3 skal så vidt muligt formulere deres egne regler og retningslinjer for aktiviteterne.
Niveau 1 – Overordnede værdier
Vores grundværdier som vi altid skal stræbe efter at være i harmoni med
Niveau 2 – Husorden
Generelle vejledninger og retningslinjer som gælder hele huset. Fx adgang, åbningstid, oprydning o.l.
Niveau 3 – Aktiviteter
Konkrete vejledninger og retningslinjer for en specifik aktivitet. Fx Caféaften, Værksted, Køkkenbrug osv.
Og Fællesmødet talte sig frem til følgende overordnede værdier (niveau 1) for brugen af huset:
– Vi vil være de bedste naboer
– Vi vil passe på vores hus
– Vi vil være gode værter
– Vi øver os i at kommunikere sammen
– Alle aldre og generationer skal føle sig velkomne
Næste gang skal vi arbejde lidt videre med at konkretisere disse værdier, men vi er også opmærksomme på, at det kan være svært at forestille sig præcist, hvilket niveau af retningslinjer, der bliver behov for. Det er vigtigt at finde en god balance mellem at være forberedt og have tillid til, at vi kan løse problemerne hen af vejen.
Tænk på, at hvis den oprindelige tidsplan havde holdt, og Huset var blevet færdigt til nytår, så var vi jo allerede i gang med vores 2. måned i huset. Så havde vi nok også fundet ud af at formulere nogle værdier og en husorden, og vi var sikker allerede i gang med at justere det hele, fordi vi var blevet klogere.
Det er egentligt bare for at sige: Man kan tydeligt mærke at alle glæder sig og det skal nok blive godt. Mange ting vil give sig selv, når vi først står sammen i huset.
Til næste fællesmøde d. 29. marts kl. 12:30 er der mulighed for at dykke ned i nogle forskellige temaer og nogle af de aktiviteter som er på bedding i det nye fælleshus. Det kunne evt. være:
– Konkretisering af de overordnede værdier
– Husets navn
– Krea- og formningsværkstedet
– Kor for børn og for voksne
– Børnenes disko-indflytningsfest
– m.m.
Driftsgruppen håber at se så mange som muligt.
Inden den første tagsten er lagt og det første søm slået i, ligger der mange, mange timers diskussioner, planlægning og ikke mindst fondssøgningsarbejde bag.
Der er flere fonde, der har valgt at støtte vores arbejde, ligesom LAG Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune har valgt at investere i udviklingen af vores lokalområde.
Derudover hjælper Kalundborg Kommune med at mellemfinansiere betaling af regninger, fordi vi i nogle tilfælde ikke kan få udbetalt penge fra fondene, før huset er færdigt.
Vi er selvsagt meget taknemlige for den økonomiske opbakning vi får fra alle sider – uden dem var der intet hus. Men det var heller ikke blevet til noget, hvis det ikke var for et stærkt og bærende fællesskab i Bjergsted.